Det er i strid med de faktiske forhold at hævde, at et nej er det samme som en udmeldelse af EU, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ved flere lejligheder har hævdet. Statsministeren vildleder og misinformerer, hvor han i stedet burde oplyse om de faktiske forhold, som de er beskrevet i den nu gældende Nice-traktat og i udkastet til EU-forfatning.

Den ny EU-forfatning skal med et afløse alle tidligere traktater, men for at det kan sættes i værk, skal alle lande godkende forfatningen. Traktaterne kan altså kun ophæves ved enstemmighed i Ministerrådet. Det vil sige, at hver enkelt land har vetoret - juridisk set.

Danmark har vetoret

Når vetoretten således består, er der ikke tale om, at Danmark bliver smidt ud af EU, når vi stemmer nej ved folkeafstemningen om forfatningen. Tværtimod er der tale om, at vi juridisk set kan forhindre de øvrige lande i at ophæve de eksisterende traktater. Denne vetoret gælder også andre lande, der er så heldige, at de kommer til afstemning om den nye EU-forfatning.

Hermed opstår en modsætning mellem det juridiske og det faktum, at medlemslandene moralsk er bundet af de eksisterende traktaters målsætning om at 'forfølge et stadig tættere samarbejde.' Denne modsætning afklares i Nice-traktaten, som opstiller mulighederne for det såkaldte forstærkede samarbejde; nemlig at otte af EU's medlemslande kan indgå et mere vidtgående samarbejde, hvis der er forsøgt og ikke kan opnås enighed om dette blandt alle medlemslandene.

I tillægget til EU-forfatningen er der en politisk tilkendegivelse, der siger, at alle EU's regeringsledere samles, såfremt 4/5 dele af medlemslandene (20) har godkendt, eller 'ratificeret',

forfatningstraktaten i deres parlamenter eller ved folkeafstemning, og de resterende lande har 'vanskeligheder', som det hedder, ved at få den ratificeret.

Konkret er der to scenarier for vores stillingtagen til EU-forfatningen:

Et todelt EU

Det første scenarium er, hvis færre end 20 lande stemmer ja til forfatningen, er den forkastet.

Alle lande fortsætter i EU på de eksisterende traktater. Der er dog den mulighed, at de lande, der har sagt ja til forfatningen, benytter sig af de regler, der ligger i Nice traktaten om forstærket samarbejde, til at organisere sig helt eller delvis efter forfatningens rammer.

Det andet scenarium er, hvis 20 lande eller flere stemmer ja, så samles alle medlemslandenes

regeringsledere for at forhandle om det videre forløb. De lande, der har stemt nej, møder således op til forhandlingerne med en ganske stor magt i baghånden. Eftersom de rent juridisk har vetoret mod ophævelsen af de eksisterende traktater. Nej-landene er dog samtidig forpligtet til at finde en løsning, der ikke bremser et stadig tættere samarbejde. Det ligger lige for, at løsningen er, at ja-landene etablerer sig i EU med forfatningens regler, mens nej-landene fortsætter i EU på de eksisterende traktater.

Der er således ikke nogen forudbestemt beslutning om, hvordan situationen løses, eller at de lande, der stemmer nej, nødvendigvis udtræder af EU. Et nej er derfor et nej til det forfatningsudkast, der foreligger. En konsekvens heraf er, at vi ved at stemme nej fortsætter vort EU-medlemskab på baggrund af de eksisterende traktater, mens andre lande kommer med i forfatningen - et todelt EU. Hverken mere eller mindre.

Afstemningen kan blive en afstemning om, hvor mange lande der vil være med i forfatningen, og hvor mange der vil fortsætte på det eksisterende grundlag.

Tomme trusler

Igen må vi finde os i tomme trusler og skræmmebilleder om, at Danmark meldes ud af EU, hvis vi ikke følger de ansvarlige EU-politikeres råd. Den værste konsekvens ved nej'et er, at vi måske får et EU i to hastigheder som skitseret i Nice-traktaten. Dette er dog langt at foretrække frem for at være med i den nye forfatning.