Tyskland og Frankrig gør som det passer dem i EU. De bryder stabilitetspagten ved år efter år at have et langt større underskud, end de 3% som er tilladt, uden at de får den obligatoriske økonomiske straf.

Jeg indrømmer gerne at jeg ikke bryder mig om stabilitetspagten. Indtil nu er den blevet håndhævet over for alle lande, inklusiv de nye ansøgerlande, med helt urimelig arbejdsløshed til følge. Det var et af mine væsentligste argumenter for at gå imod Euroen. Men når de to største lande og økonomier kommer i vanskeligheder, så blæser man højt på reglerne. I EU er der ikke lige ret for loven.

Den politik med de stores ret bliver nu formaliseret i den ny forfatning i det der hedder dobbelt flertal. Et kvalificeret flertal vil nu indebære, at der skal være flertal blandt landene dvs. 13 mod 12. Men det er ikke nok. For at et forslag kan vedtages, skal der endvidere være 60% af befolkningerne i Europa bag. Det betyder at de 3-4 største lande er i stand til at blokere en beslutning. Det er der i og for sig ikke noget nyt i, nu formaliserer man bare det, at de største lande har magt til at blokere beslutningerne.

EU er ikke et samarbejde mellem ligeværdige nationer.