Nærhedsprincippet skal tages alvorligt
Bent Hindrup Andersens Tale d. 9 februar. 2004, Strasbourg:
Cercas (A5-0026/2004) - Tilrettelæggelse af arbejdstiden.
EU-parlamentet har taget initiativ til en revision af et direktiv om tilrettelægglse af arbejdstid i EU.
Formålet med det oprindelige direktiv var, at sikre arbejdstager bl.a. mod for lange arbejdsdage af hensyn til helbred og sikkerhed ved at fastsætte en højeste arbejdstid på 48 timer ugentligt.
Direktivet gav dog mulighed for, at den ansatte med sin underskrift kunne tillade, at de maksimum 48 arbejdstimer pr. uge kun skulle opfyldes som et gennemsnit for et helt år!
Arbejdsgivernes mulighed for fleksibilitet sættes over arbejdstagerens velfærd.
Det har bl.a. resulteret i, at millionvis af englændere har øget deres arbejdstid mere end 48 timer om ugen siden direktivets indførelse.
Det er syg måde, at lave arbejdsmarkedslovgivning på.
Direktivet støtter princippet om individuelle aftaler, som er i modstrid med den kollektive aftalemodel, som eksisterer i Danmark
I den danske befolkning er der stor opbakning til den nationale model, hvor bl.a. arbejdstid og lønforhold fastlægges ved frie forhandlinger mellem uafhængige fagforeninger og arbejdsgiverforeninger.
Arbejdstagerne vedtager ved urafstemning de forhold, som de ønsker at arbejde under.
Direktivet om arbejdstid er et eksempel på, at EU skal holde fingrene fra arbejdsmarkedspolitikken og overlade dette til medlemslandene.
Nærhedsprincippet skal tages alvorligt.
Desværre står vi nu i en situation, hvor EU allerede har lovgivet på området.
Betænkningen til revision af direktivet foreslår, at lukke hullet vedr. det misbrug, hvor arbejdsgiverne har udnyttet de urimelige individuelle aftaler.
I praksis har arbejdsgivere ved ansættelser i mange tilfælde presset arbejdstagerne til, at acceptere en længere arbejdstid.
Denne individualisering som grundlag for aftaler på arbejdsmarkedet er uacceptabel.
Konklusionen er derfor, at vi stemmer ja til ordførerens betænkning og nej til de fleste af de mange ændringsforslag.
