EU-kommissionen har fremsat et såkaldt grundvandsdirektiv, hvor de opererer med grænseværdier for forurening af grundvandet. I første omgang omhandler det pesticider og kvælstof, og senere skal der følges op med forurening bl.a. fra industrien.

Det er imidlertid absurd overhovedet at tale om grænseværdier for pesticider i forbindelse med vores grundvand. Når vi kan måle et pesticid eller et af deres nedbrydningsprodukter (metabolitter) i grundvandet, så er det et resultat af, at godkendelsen har spillet fallit. Godkendelsen af pesticiderne sker bl.a. på baggrund af en vurdering af, at de ikke ender i vores grundvand.

Når vi måler om der er pesticider i grundvandet, skal det i virkeligheden opfattes som et fuldskalaforsøg. Dette skal forstås således, at når pesticidet efter regelret brug kan spores i grundvandet, er det et bevis for, at det faktisk ender i grundvandet. Konsekvensen af dette bør derfor være, at brugen af produktet øjeblikkeligt ophører.

Det mindst målelige niveau af forurening i vores grundvand varierer fra forskellige pesticider og deres nedbrydningsprodukter, hvor nogle kan spores under 0,1 mg/liter, og målemetoderne bliver heldigvis stadig bedre.

Kommissionens grundvandsdirektiv forslår en grænseværdi på 0,1 mg/liter. Når Kommissionen opererer med grænseværdier, betyder det, at man nu kan fortsætte brugen af pesticider, selvom det er konstateret i grundvandet, blot det ikke er over 0,1 mg. pr. liter. Dette er altså en permanent tilladelse til forurening.

Bliver Kommissionens forslag vedtaget, og man fremover opererer med grænseværdier for pesticider i grundvandet, så er det grotesk hvis der ikke samtidig indføres en grænseværdi for summen af flere pesticider på f.eks. 0,5 mg/liter.

Mit standpunkt er, at man skal fastholde forsigtighedsprincippet, og øjeblikkeligt forbyde de pesticider, der konstateres i vores grundvand. Grundvandet er hovedkilden til vores drikkevand, samt kilde til vores åer og søer.

Kommissionen anerkender, at grundvandet har stor betydning for både drikkevand og vandmiljøet generelt, og endvidere at det er meget vanskeligt at genoprette en tilstand med rent grundvand, når skaden først er sket. På den baggrund er det uforståeligt, at Kommissionen ikke vil gribe ind når foreningen er konstateret, men i stedet skal det først konstateres om forureningen stiger, før der gribes ind.

Desuden indeholder grundvandsdirektivet et princip om, at al grundvand i EU skal moniteres, samt løbende vurderes. Dette er yderst fornuftigt. Målingerne, overvågningen og genopretningen efter forurening er meget bekostelige.

Løsningen af finansieringen af dette ligger inden for rammerne af EU, hvor der er et traktatfæstet princip om at ”forureneren betaler". Der skal handling bag disse ord, og derfor forslår jeg, at de enkelte lande pålægger import og salg af pesticider en afgift, hvor midlerne herfra kan dække udgifterne til løbende kontrol, overvågning og oprydning efter forurening.

Når det drejer sig om kvælstof er situationen lidt anderledes, da kvælstof optræder i vores grundvand uden menneskelig indblanding. Selv under urørt skov kan der måles udstrømning af kvælstof fra rodzonen i størrelsesordnen 5 kg. N pr. hektar. Det betyder, at der kan forekomme kvælstof i grundvandet i størrelsesordenen 10 milligram/liter. Det er imidlertid langt fra den grænseværdi på 50 milligram/liter som Kommissionen forslår. Når der kan konstateres over 10 milligram/liter i grundvandet, er der derfor god grund til at gribe ind, fordi det må være udtryk for unødig forurening.

Der er gode grund til generelt at begrænse tabet og overforbruget af kvælstof fra jordbruget. Finansieringen af en effektiv kontrol og overvågning, samt genoprettelse af skaderne ved forurening gøres optimalt ved at indføre en afgift på tab og overskud af kvælstof. Kvælstoftabet beregnes som forskellen mellem input og output på den enkelte bedrift, dog fraregnet et bundfradrag som skønnes uundgåeligt tab. Denne afgift vil til en vis udstrækning også berøre økologer.

Afgiften bør også anvendes til at finansiere omlægningen til økologi, samt indenfor økologien at udvikle bedre driftsmetoder, der har mindre tab af kvælstof.

I dag kræver en beslutning om afgifter, som opfylder ”forureneren betaler princippet”, at alle landene i enstemmighed træffer beslutningen. På længere sigt er jeg indstillet på, at sådanne beslutninger kan træffes ved kvalificeret flertal. Dog således, at enkelte lande skal have muligheden for at indføre de nævnte afgifter, også selvom det vil få forbudslignende karakterer, hvilket i dag er i strid med Indre Markedsregler. Samtidig kan lande, der i meget specielle situationer ikke kan opfylde kravene, i en periode undtages fra deltagelse, således at enkelte lande ikke forhindrer de andre lande i at gå videre i et mere forpligtende miljøsamarbejde.

I den aktuelle situation vil mine ændringsforslag til Kommissionens direktiv indebære en fjernelse af princippet om grænseværdier, og i stedet for indføre et forsigtighedsprincip, der indebærer, at der skal gribes ind når den mindst målelige forurening optræder i grundvandet. Desuden fremsætter jeg forslag om pesticid- og kvælstofafgifter, der sammen med en procedure, der giver mulighed for, at enkelte lande kan gå foran i kampen for miljøbeskyttelse og økologi.

Hvis Kommissionens forslag derimod vedtages, er vi nødt til at rette os efter det, fordi der er tale om en såkaldt totalharmonisering. Det betyder, at vi i Danmark ikke kan stoppe anvendelsen af et pesticid, hvis pesticidet eller dets nedbrydningsprodukter havner i vores grundvand. Der er imidlertid ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det understreger, at den eneste sikre måde, vi kan beskytte vores grundvand er omlægning til økologisk drift.