Effektiv dansk indsamlingsordning skydes i sænk af EU
EU er ved at ødelægge en effektiv ordning til indsamling af batterier, som jeg personlig har lagt meget energi i at få etableret i sin tid i folketinget for Enhedslisten.
Indsamlingen foretages i dag af de kommunale myndigheder og Batteriforeningen. Den danske ordning er længst fremme på Bornholm og i Silkeborg hvor batterier indsamles af dagrenovationen. Herved er det en forsvindende del der skal hentes i detailhandel m.v.. Ordningen er billig og effektiv.
EU vil nu flytte ansvaret til Producenten. Det vil betyde at de største producenter vil etablere egne indsamlinger udenom kommunerne, fordi de ellers vil blive forpligtet til at betale for indsamling og behandling af batterier, som ikke er deres. Det vil gøre den eksisterende ordning umulig.
Batteriforeningen anbefaler at EU-direktivet forkastes, og foreslår at subsidiaritetsprincippet følges således at de enkelte lande selv kan organisere indsamlingen.
Jeg deler helt og fuldt det synspunkt.
EU's rolle burde i stedet være at formidle bedst praksis, herunder den danske model for indsamling. Hertil kommer et generelt forbud mod produktion og import af de miljøfarlige kviksølvs- og cadmiumbatterier i EU ville være ønskeigt. Der findes i dag udemærkede alternativer til langt største delen af de forskellige cadmium batterier der er i omløb. En rådsresolution fra 98 anbefaler således at man stopper brugen af cadmiumbatterier.
Batteri-direktivet der er en opdatering af et eksisterende EU-direktiv fra 91, fastholdr et eksisterende forbud mod kviksølvsbatterier, men indeholder intet forbud mod cadmiumbatterier.
Ved indsamling af de specielt farlige NiCd-batterier udbetales i dag en præmie af miljøstyrelsen, præmien er finansieret ved en afgift der lægges på salgsleddet. Det er tvivlsomt om denne ordning kan fortsætte under det nye batteridirektiv.
Direktivet opsættter en række miljømål, heriblandt at mindst 160 g batterier pr indbygger skal indsamles og mindst 80% af den samlede mængde bærbare NiCd-batterier.
Det første tal er, specielt for Danmarks vedkommende, alt for lavt sat. På Bornholm indsamlede man i 2002 290 g/indbygger og også indsamlingstallene for Silkeborg ligger allerede et godt stykke over EU-målet på de 160 g/indbygger. I stedet for at opsætte en lav målsætning, skulle EU fremhæve den succesrige Bornholmske indsamlingsordning, den kunne danne forbillede for andre danske kommuner og for andre steder i EU.
- Den danske indsamlings model skal ikke ødelægges ved at man indfører producentansvar, tværdimod bør den danske model danne foregangsbillede.
- Cadmiumbatterier skal helt forbydes.
- Så længe cadmiumbatterierne er i omløb, skal det eksisterende danske system med en afgift og præmie for indsamling af nikkel-cadmium batterier fastholdes.
- Målet for indsamling af 160 g/indbygger skal sættes op.
Jeg har rejst sagen overfor den danske regering og EU-kommissionen. I EU-parlamentets miljøudvalg vil jeg arbejde for at sikre at den danske indsamlingsmodel bliver bevaret.

Dokumenter
EU-kommissionens forslag til batteridirektivet
Miljøudvalgets betænkning

printervenlig version