EU-parlamentet har lavet et råddent kompromis omkring arbejdstidens tilrettelæggelse i EU. Efter en rodet afstemning i EU-parlamentet er der nu vedtaget en modsætningsfyldt betænkning. De gode intentioner i den oprindelige betænkning er væk, og det er nu uklart, om hullerne i EU-lovgivningen lukkes.

Formålet med det oprindelige direktiv var at sikre arbejdstagere mod for lange arbejdsdage af hensyn til helbred og sikkerhed. Derfor fastsatte direktivet en højeste arbejdstid på 48 timer om ugen. Problemet med direktivet var allerede dengang, at det i ansættelsessituationer gav arbejdstager "mulighed" for at acceptere en længere arbejdstid end de tilladte 48 arbejdstimer pr. uge.

I praksis har arbejdsgiverne ved ansættelser i mange tilfælde presset arbejdstagerne til at acceptere en længere arbejdstid. Dermed sættes arbejdsgivernes fleksibilitet over arbejdstagers velfærd. Konsekvensen har millioner af englændere følt på deres egen krop, og siden direktivets indførelse har mange øget deres arbejdstid til mere end de 48 timer.

I udkastet til betænkningen var der en meget klar fordømmelse af disse individuelle aftaler. Men fordømmelserne blev stemt ud af betænkningen af et meget stort flertal i EU-parlamentet. Resultatet af afstemningerne er meget modsætningsfyldt. På den ene side er det vedtaget, at der opfordres til en revision af det oprindelige direktiv med henblik på at udfase mulighederne af de individuelle aftaler. Samtidig er det også besluttet, at der ikke skal gennemføres ændringer, før konsekvenserne for erhvervslivet er analyseret. Det står nu klart, at der på kort sigt ikke lukkes for hullerne i lovgivningen, hvilket der er hårdt brug for

Det er syg måde at lave arbejdsmarkedslovgivning på. Set med danske øjne støtter direktivet princippet om individuelle aftaler. Det er i modstrid med den kollektive aftalemodel, som bl.a. eksisterer i Danmark. I den danske befolkning er der stor opbakning til at organisere arbejdsmarkedet efter en kollektive model, hvor bl.a. arbejdstid og lønforhold fastlægges ved frie forhandlinger mellem uafhængige fagforeninger og arbejdsgiverforeninger.

JuniBevægelsen mener, at nærhedsprincippet skal tages alvorligt. Denne sag viser i al sin tydelighed, at EU ikke skal blande sig i arbejdsmarkedspolitikken. Desværre står vi nu i en situation, hvor EU allerede har lovgivet på området. Spørgsmålet er, om EU vil lukke hullerne i lovgivningen.

Dette viser vigtigheden i at have stærke fagforeninger, der kan sikre arbejdstagers vilkår. Derfor vil det ikke på kort sigt betyde et angreb på den danske aftalemodel, men på sigt en underminering af dens principper. Samtidig skal denne udvikling ses i lyset af, at f.eks. flere og flere unge danskere ikke vælger at være i fagforeninger.

Det er til gengæld meget bekymrende, at der i mange af de andre EU-lande og især de nye østeuropæiske lande ikke eksisterer fagforeninger til at varetage arbejdstagers vilkår.

Det er nu op til fagforeningerne i alle EU's lande at sikre, at denne EU-syge ikke breder sig til resten af EU.