www.hindrup.dk
Forsiden Søg





Mit arbejde i EU-parlamentet
Parlementarisk beretning 03-04
Økonomiske forhold
27/03 2004:
Parlementarisk beretning 03-04


I takt med at Det Indre Marked realiseres og harmoniseringerne gennemføres, fjernes alle garantier for beskyttelse. Princippet om foregangslande på miljø, dyrevelfærd såvel som arbejdsmarkedsrettigheder kvæles. Der skal være plads til foregangslande, men princippet skal fremmes. Vi arbejder på det og har fået bremset den overdrevne liberalisering i Det Indre Marked i et par tilfælde. Økologien er strategien for at opnå et bedre miljø, dyrevelfærd og sundhed

 

Der er en anden side af Det Indre Marked:

 

Når EU-Kommissionen vil skabe ensartede regler for havnearbejderne og fremme Det Indre Marked, står dagsordnen på liberaliseringer og udliciteringer.

 

Dette er også historien om havnedirektivet, hvor arbejdet i EU-parlamentet har gjort en forskel.

 

Med støtte fra EU´s havnearbejdere forkastede EU-kommissionens havnedirektiv. Direktivet skulle liberalisere og ensrette havnearbejdet i hele EU, og tjene som en realisering af Det Indre Marked.

 

Det var et frontalt angreb på havne-arbejdernes faglige rettigheder og forkastelsen var en vigtig principiel sejr for arbejdsmarkedsrettigheder.

 

Det er kun 3. gang i EU's historie at en lovgivning er blevet standset af EU-Parlamentet.

 

En anden elementær ting hos Det Indre Marked er, at forskellene i landene skal udnyttes.

 

Det ser vi når f.eks. danske busselskaber lader busserne indregistrerer i Tyskland, og dermed slipper for at betale moms i Danmark 

 

Alene busserne undergraver den danske skattefinansierede velfærd med 300 mio. kr. om året.

 

Samme mekanisme gør sig gældende ved de lange dyretransporterne.

 

Her opretholdes og udbygges det grænseoverskridende dyreplageri i takt med realiseringen af Det Indre Marked.

 

En lille gris skal i princippet kunne fødes i Sverige, opfedes i Spanien og slagtes i Polen - hvis bare der er økonomi i det.

 

Når de lange dyretransporter er på dagsordnen i EU har jeg stillet forslag om, at levende dyr undtages Indre Markeds regler, så England kan fastholde deres forbud mod eksport af heste til slagtning.

 

I Danmark kan vi gøre det samme og kræve en veterinær grænsekontrol, som effektivt vil stoppe de lange dyretransporter og beskytte os mod det næste udbrud af mund og klovsyge.

 

Dette forslag blev sammen mine andre radikale ændringsforslag, bl.a. om loft på 8 timers transport vedtaget i miljøudvalget

 

- Miljøgaranti

 

EU´s vigtigste opgave er at løse grænseoverskridende miljøproblemer.

 

- Dette er ikke tilfældet i dag.

 

Jeg har set det som en af mine vigtigste opgaver, at kæmpe for den miljøgaranti, som vi blev lovet ved afstemningen om Det indre Marked tilbage i ´86, og sætte handling bag forureneren-betaler-princippet.

 

I dag er det Indre Markeds regler, der styrer miljøpolitikken.

 

Det viser sig når Kommissionen gennemfører totalharmoniseringer på stadig flere områder. Man kan se det som et bjerglandskab, hvor man hugger toppen af og fylder dalene op -

 

Foregangslandene, bjergtoppene, de skal afvikle deres højere beskyttelsesniveau.

 

Konkret:

- Bevare den effektive danske batteriindsamlingsordning

- Bevare vores forbud mod pesticider og gensplejsning

- Bevare vores forbud mod madsminke og sundhedsanprisninger

 

Konklusionen er, at i takt med at Det Indre Marked realiseres og harmoniseringerne gennemføres, fjernes alle bjergtoppene.

 

Princippet om foregangslande på miljø såvel som arbejdsmarkedsrettigheder kvæles.

 

Der skal ikke alene være plads til foregangslande, men princippet skal fremmes.

 

Økologien er strategien for at opnå et bedre miljø, dyrevelfærd og sundhed:

 

Det er afgørende, at der vælges virkemidler, som forhindrer at økologien kommer på støtten og derved overtager det konventionelle landbrugs negative kendetegn.

 

EU's økologer skal ikke overtage det konventionelle landbrugs rolle mht. dumpning af fødevarerne især i de fattige U-lande.

 

Princippet om 'forureneren betaler' er et sundt princip, der allerede er traktatfæstet i EU. Princippet er blot aldrig blevet anvendt.

 

Når forbrugerne i supermarkederne i dag sammenligner økologiske og konventionelle produkter, er der umiddelbart en markant prisforskel.

 

Prisen på de økologiske produkter indeholder betaling for et rent miljø, bedre dyrevelfærd, og ikke mindst sunde fødevarer.

 

De konventionelle produkter indeholder ikke disse udgifter, men dem betaler vi i praksis over skattebilletten.

 

Det skal forstås på den måde at kontrollen, overvågningen og genopretningen af skaderne ved en forurenende produktionsmetode til skade for mennesker, dyr og miljø betales over skattebilletten.

 

Dermed er forbrugerens valg ikke reelt, og de konventionelle produkter får et urimeligt fortrin. I realiteten burde det være omvendt, og miljøbelastningen skulle medregnes og pålægges prisen på produkter ved at pålægge forureneren udgifterne.

 

Resultatet vil gøre de økologiske produkter langt billigere end de konventionelle. Sagen er, at det er langt dyrere først at forurene og bagefter genoprette skaderne og helbrede sygdomme.

 

Der er ingen tvivl om, at mange af de alvorlige og omkostningsfyldte sygdomme som f.eks. allergi og kræft har en direkte sammenhæng med den overflødige kemi, som vi spreder på jorden og overalt i vores hverdag.

 

Kodeordet er forebyggelse, hvilket er formålet med økologien.

 

Der skal handling bag ordene om forureneren skal betale, og det er en opgave, som med fordel kan placeres i EU regi, eftersom det allerede er traktatfæstet. Jeg har allerede fremsat ændringsforslag om afgifter på:

 

- Gensplejset foder og såsæd.

- Pesticider og kvælstof-tab.

- Afgifter på en række giftige kemikalier i forbindelse med behandlingen af Kommissionens kemikalie udspil.

- En CO2 afgift på især transport, men også på industrien, fiskeriet og jordbruget.

 

Afgifterne skal målrettet tilbageføres

 

Afgifterne skal alle finansiere kontrol, overvågning og genopretning, samt i nogle tilfælde omstilling til renere produktion.

 

Miljøafgifter skal ikke udgøre et ekstra skattegrundlag, men virke på præcist den måde, der var meningen med afgiften netop at finansierer kontrol, overvågning, oprydning og økologisk omstilling.

 

Med andre ord en virkeliggørelse af forurenerne betaler princippet.

 

Arbejdet i parlamentet er mere end at kæmpe fra sag til sag:

 

Jeg har en vision om, at effektivisere det økologiske samarbejde i en forpligtende traktat baseret på principperne om minimumslovgivning.

 

Der skal ikke alene være plads til foregangslande, men hvor foregangslande ses som del af en ønsket udvikling, der vil drive udviklingen fremad.

 

Princippet om foregangslande er og har altid været det allervigtigste princip for at styrke miljøkampen og hæve beskyttelsesniveauet for både sundhed og miljø.

 

I fremtiden ser jeg gerne, at beslutninger på miljømæssige spørgsmål vedtages med kvalificeret flertal.

 

I modsætning til i dag, hvor f.eks. beslutninger om at indføre forureneren betaler princippet skal opnås ved enstemmighed. Det gør det unødigt vanskeligt svært at opnå en høj miljøbeskyttelse.

 

En sådan traktat kræver enstemmig tilslutning i EU fra alle medlemsstater, fordi det griber ind over Indre Marked, samt indfører kvalificeret flertal på områder, hvor der i dag ikke er kvalificeret flertal.

 

Traktaten for økologisk omstilling bør være åben for alle lande i Europa, som ønsker at indgå et forpligtende samarbejde om grænseoverskridende miljøproblemer f.eks. Schweiz, Norge og andre lande.

 

Man kan parallelisere traktaten for fremme af økologisk omstilling med Euratom-traktaten, som jeg tidligere har forslået alene kommer til at omfatte de lande, der ønsker at fremme atomkraft.

 

Jeg har valgt, at arbejde for JuniBevægelsen fordi jeg i parlamentet på een og samme tid vil styrke den generelle EU-modstand, aktuelt gælder det et Nej til EU-forfatningen, og samtidig opnå resultater på alle de vigtige enkeltsager, hvor EU desværre i dag dikterer vores hverdag og på områder som bedst løses ved internationalt samarbejde.

 

Mit år i EU-Parlamentet viser, at det kan lade sig gøre, at påvirke den politiske dagsorden samt opnå resultater.

 

I min skriftlige beretning kan i læse hvad 1 år i Parlamentet kan give af resultater.

 

Prøv at forestille jer, et genvalg og en 5 årig periode i EU-Parlamentet.

 

Jeg er overbevist om, at jeg sammen med den økologiske bevægelse kan gøre en forskel.

 

Ikke alene vil økologien komme på dagsordnen, men den vil også blive sparket i gang i et omfang som vi ikke kunne gøre alene i Danmark.

 

Følg udviklingen på den mest bruger- og dyrevenlige hjemmeside,

hindrup.dk

 

--

 

Se også den skriftlige beretning


 printervenlig version




Bent Hindrup Andersen, bent@hindrup.dk, Vesterby 54, Endelave, 8700 Horsens Tlf. 21 69 45 20
Dyrevelfærd
Energi
EU Forfatningen
Fiskeri
Forurening
Forskning og udvikling
Fødevarer
Generel debat
Klima
Landbrug
Miljø
Patenter
Rent vand
Små øer
Tyrkiet
Velfærd
Økologi
Søg
Kontakt
Oversigt