EU er årsagen til de lange dyretransporter
2 minutters tale til Maats betænkning om dyretransporter, Strasbourg, d.30/03-04 af Bent Hindrup Andersen, MEP for JuniBevægelsen.
EU er årsagen til de lange dyretransporter.
Det Indre markeds gennemførsel har krævet en ophævelse af de veterinære grænser.
Systematisk veterinær kontrol ved grænsen opfattes som en teknisk handelshindring.
Levende dyr skal kunne transporteres frit rundt i hele EU som enhver anden vare.
En effektiv kontrol af dyretransporterne ved grænsen gøres ulovlig.
EU-kommissionens forslag er en konsekvent gennemførelse af dette.
EU-kommissionens sørger for, at alle økonomiske fordele kan udnyttes til det yderste. En lille gris født i Sverige kan fedes op i Portugal, og slagtes i Polen, hvis bare der er økonomi i det.
Det er kernen i Kommissionens forslag. Dyrevelfærd er det ikke.
De lange dyretransporter er dyrplageri og husdyrsygdommene spredes.
Den veterinære sikkerhed trues til skade for sundheden hos dyr og mennesker.
Bl.a. har vi fået den multiresistente salmonella DT104 til Danmark.
Det skal stoppes - der skal lovgives overfor indre marked.
I ændringsforslag 102 fritages levende dyr Indre Markeds regler.
Det skal være muligt, at lave mere vidtgående nationale regler for transport af dyr og indretning af køretøjer.
Det skal være muligt at indføre veterinær inspektion ved grænserne med tilhørende karantæneordninger.
Det vil være effektivt både i begrænsningen af husdyrsygdomme, samt afgørende reducere antallet af lange transporter.
Som minimum skal der være en max transporttid på 8 timer for alle dyr, både til slagtning og til videre opfedning.
I ændringsforslag nr. 101 foreslår jeg, at der skal være systematisk veterinær kontrol ved afsendelse, samt på rampen ved modtagelsen når transporterne er over 8 timer.
Dette er nødvendigt for løbende at vurdere om transporterne har været forsvarlige for dyrenes velfærd.
I dag er det er alene chaufføren, der laver en tilbagemelding på ruteplanen, og denne tilbagemelding indeholder ingen melding om dyrenes tilstand.
I ændringsforslag nr. 100 foreslår jeg, at dyretransporter over 8 timer pålægges en afgift til finansiering af kontrol og overvågning.
Hvis kontrollen skal være effektiv bliver den omkostningsfyldt.
De udgifter der ligger i denne del af husdyrproduktionen, skal afholdes som brugerbetaling betalt af vognmændene til de lokale myndigheder. Der er ikke tale om en EU skat.
