Kampen mod de lange transporter fortsætter
Det lykkedes ikke EU's fødevareministre at blive enige om nye regler for transport af levende dyr. De helt urimeligt lange dyretransporter forsætter uantastet.
EU-kommissionens forslag havde kun gjort ondt værre, Fødevareminister Marian Fischer Boel gjorde derfor det eneste rigtige ved at forkaste forslaget.
Det er dybt beklageligt at det ikke er lykkedes at få sat en stopper de lange dyretransporter, men der er ikke andet at gøre end at kæmpe videre, og tage sagen op igen i det nye EU-parlament, som vælges den 13. juni.
EU-kommissionens forslag til nye regler for transport af levende dyr er en konsekvent, men absurd, udførelse af det indre marked. Alle økonomiske gevinster skal udnyttes til det yderste. En lille gris født i Sverige kan fedes op i Portugal, og slagtes i Polen, hvis bare der er penge i det. Levende dyr behandles som enhver anden vare i EU.
Desværre har EU-parlamentet gjort det for let for Ministerrådet at fortsætte de lange dyretransporter. I EU-parlamentet manglede der for nylig 21 stemmer til mit forslag at der blev sat en stopper for transport af levende dyr i over 8 timer. Det skete fordi afstemningen blev rykket frem, blandt andet var flere danske medlemmer af EU-parlamentet ikke til stede under afstemningen. I Miljøudvalget lykkedes det mig ellers at få vedtaget en grænse på højst otte timer for transport af levende dyr.
I denne sag har EU-parlamentet alene høringsret, så det er landbrugsministrene der bestemmer.
Kun ved at købe økologisk kød kan forbrugerne give deres protest mod fortsættelsen af de lange dyretransporter til kende. Alt dansk økologisk kød er nemlig fra husdyr født, opvokset og slagtet i Danmark.
