I den tid jeg sad i Folketinget for Enhedslisten fra ´94-´98, blev den accelererende butiksdød i udkants- og boligområderne til diskussion. Butiksdøden betød, at store dele af befolkningen ikke længere havde let adgang til dagligvarer og udvalgsvarer, og især den store del af befolkningen, der ikke har bil.

På den baggrund blev en butikskommission nedsat til at se på problemet. I ´94 konkluderede kommissionen, at der skulle gribes ind overfor etableringen af nye dagligvarebutikker på mere end 3000 m2 og detailhandel på mere end 1500 m2.

Daværende miljøminister Svend Auken fulgte øjeblikkeligt butikskommissionens anvisning og indførte et midlertidigt stop for tilladelser til byggeri af dagligvarebutikker over de 3000 m2 og detailhandel over 1500 m2.

Butiksloven strammes

Svend Auken indledte forhandlinger med SF, de radikale og Enhedslisten, da V og K meldte sig ud af forhandlingerne. Enhedslisten var i den periode tungen på vægtskålen, og var derfor afgørende for, om Auken kunne gennemføre sin butiksplan.

De efterfølgende 6 måneder fulgte intense forhandlinger. De centrale diskussionspunkter var, om hvor faste beslutningerne om grænserne for areal skulle være, samt problemet med eksisterende lokalplaner, som gav tilladelser til større areal (aktuelt for Bilka-sagen).

Folketingets miljøudvalg tog imod mange forskellige repræsentanter, der gav deres mening til kende. Repræsentanterne for de 100 små kommuner opfordrede til en klar lovgivning, og det midlertidige byggestops arealkrav fastholdt, som sikring mod butiksdøden i deres områder.

Jeg husker et møde med HK’s formand Hoppe i spidsen, og med deltagelse af vores lokale LO-formand Svend Aage. Deres opfordring var ligeledes en stram lovgivning – begrundet med, at ”to nye job i Bilka betød farvel til tre i den lokale detailhandel”.

Den nye butikslov krævede, at lokalplaner skulle opfylde de nye arealkrav, hvis det ikke klart fremgik, at der skulle opføres større butikker. Dermed sikrede loven os imod erstatningssager fra bygherrer med forventning om, at gennemføre butikker større end de nævnte arealer.

Tanken med lokalplaner er, at give borgerne mulighed for at ytre sig inden kommunalbestyrelsen træffer en endelig beslutning. Sagt med andre ord, så skal borgerne høres på ny, hvis principperne i lokalplanen ændres.

Naturklagenævnet gav Horsens Kommune tilladelse til at dispensere fra principperne i lokalplanen.

Med Bilka-sagen forsøgte Horsens Kommune bevidst at tilsidesætte en ny høring af borgerne, selvom byrådet ændrede både på anvendelse og udformning af lokalplanen.

Netop dette spørgsmål blev indanket til Naturklagenævnet af De Samvirkende Købmænd - DSK.

Jeg var på den tid medlem af Naturklagenævnet, som godkendte Horsens Kommunes beslutning. Jeg argumenterede naturligvis imod beslutningen, som et klart brud på planloven. Men jeg var ikke alene, Jens Steffensen fra Kristeligt Folkeparti fulgte trop.

Jeg anmodede da Svend Auken om at anvende "call-in"-bestemmelsen, som giver miljøministeren mulighed for at sætte sig i Kommunens sted, hvis han finder, at kommunen handler mod lovgivningen på området. Svend Auken gjorde sig mange overvejelser, men endte med ikke at handle.

Lands- og højesteretten: Bilka ulovlig

Bilka-sagen endte derefter i Landsretten på foranledning af DSK. Landsretten afgjorde med stemmerne 3-0, at Naturklagenævnets og Horsens Kommunes tilladelse til Bilka var ulovlig. Naturklagenævnet appellerede Landsrettens kendelse til Højesteret, som d. 22. april med stemmerne 7-0 stadfæstede, at Bilka er ulovligt opført. 

Hvad ka´ Bilka så nu?

Jeg er ikke i tvivl om, at Højesterets kendelse bør efterleves øjeblikkeligt. Horsens Kommune skal sørge for, at Bilka-byggeriet ændres både hvad angår anvendelse og fysisk udformning.

Det er enhver bygherres ansvar, at sørge for at planlovens bestemmelser overholdes.

Derfor skal Bilka afholde alle de nødvendige udgifter for den øjeblikkelige lovliggørelse af byggeriet. Samtidig er meget handel flyttet til Bilka i butikkens 3-årige levetid – også  handel fra udkantsområderne. Bilka bør derfor udbetale erstatning til DSK for den fortjeneste, der er flyttet i perioden.

Kort sagt, Bilka tog chancen og påbegyndte byggeriet og åbnet butikken, inden der var givet en gyldig tilladelse. Bilkas ledelse vidste, at sagen var indklaget for Naturklagenævnet, og at denne kendelse blev indklaget for Landsretten og videre til Højesteret.

Alle er lige for loven?

Bilka-sagen er ikke et enkeltstående tilfælde. Lokalt kender vi bl.a. sagen, hvor en ridehal i Sejet blev kendt ulovlig opført og fjernet. I denne sag dækkede Horsens Kommune en del af udgifterne for ejerne, fordi kommunen mente, at den også havde en del af ansvaret.

Men alle er ikke lige for loven i Horsens Kommune. Byrådet beslutter nu at lovliggøre Bilka ved en ny lokalplan. Endelig vil det betyde, at planloven skal laves om således, at begrænsninger på butiksstørrelsen fjernes.

Demokratiet og planloven bliver centralt for Enhedslisten i det kommende folketingsvalg. Skal vi fastholde en planlov, der reducerer butiksdøden i de afsidesliggende områder, og tage hensyn til de svageste grupper i samfundet? Eller skal vi slippe grebet og overgive fremtidig planlægning til Dansk Supermarked?

Horsens Kommune skal som tilsynsførende myndighed sørge for at Bilka bringer både byggeriets anvendelse og udformning i overensstemmelse med den oprindelige lokalplan.