1. maj er ikke kun en festdag - det er også en kampdag.

Denne 1. maj er helt særlig.

Det er dagen, hvor 10 nye østeuropæiske lande indtræder i EU.

Velkommen.

Enhedslisten ser frem til et tæt samarbejde med alle de progressive og EU-kritiske kræfter i de nye østeuropæiske lande.

Vi må sammen ruste os til den vigtigste kamp i EU’s historie: Kampagnen for befolkningernes Nej til EU-elitens nye EU-forfatning.

Mens EU-eliten færdigforhandler vores fælles fremtid for nu 455 mio. mennesker, så diskuterer medierne kun 74 mio. nye EU-borgere, der alle forventes at komme strømmende herop for at tage vores jobs og vores piger.

Herhjemme gnider Dansk Industri sig i hænderne over udmeldingerne omkring ”at mange danskere vil acceptere at gå ned i løn, for at beholde sit arbejde.”...

De forenede danske EU-partier har givet hinanden håndslag på, at de nye østeuropæiske EU-borgere ikke skal have samme rettigheder som svenskere og portugisere fra de gamle medlemslande.

Efter forliget kan de kun få midlertidige ophold ved at mærke kun hvis de har fuldtidsarbejde.

Det er tvivlsomt hvor varmt velkommen, EU´s nye borgere må føle.

EU’s indre marked gør det tilmed lettere for arbejdsgiverne at udnytte lønforskellene i de forskellige lande.

Det er især et problem i de mange lande, hvor den faglige organisering er svag.

EU – indre marked er undergravende for vores fælles kamp for ordentlige vilkår for alle arbejdere i EU:

I dag findes EU-regler, der fremmer deltids- og vikararbejde.

EU-regler om udstationering giver entreprenører mulighed for at udføre opgaver i et andet EU-land udenfor landets til overenskomst.

Enhedslisten mener ikke, at EU skal blande sig i lokale arbejdsmarkedsforhold.

Desværre har EU allerede lovgivet om arbejdsmarkedet.

Derfor gælder kampen i første omgang, at ændre EU’s regler, så de i det mindste overholder lokale og nationale aftaler om løn- og arbejdsforhold.

Dette opgør er helt nødvendigt for, at vi kan fastholde princippet om foregangslande!

Foregangslande kan ikke alene danne forbilleder og give inspiration til lønarbejdere i andre lande, men er også afgørende for, at Danmark kan fastholde vores særlige arbejdsmarkedsmodel.

Historien viser, at det kan lade sig gøre:

For under et halvt år siden afviste EU-Parlamentet et forslag om liberalisering af havnearbejdet i EU.

Det var en principiel sejr, som ikke var lykkedes uden det tætte samarbejde med havnearbejderne i hele EU, ja endog støttet af havnearbejdere så langt væk som i USA og Rusland.

EU’s Havnedirektiv var et frontalt angreb på havearbejdernes faglige rettigheder.

En liberalisering af arbejdsforholdene, der betød at rederne frit kunne vælge om søfolkene eller havnearbejderne med skulle udføre arbejdet.

Entreprenørerne der udfører arbejdet i havnene kunne frit vælge om de ville overtage udstyr og mandskab og om de ville overholde aftaler om løn og arbejdsforhold.

Det ville få store konsekvenser for havnearbejdernes fremtid.

Denne liberalisering af havnearbejdet i hele EU var i fuld overensstemmelse med EU’s indre marked, der kræver et mere ensartet arbejdsmarked.

Arbejdet i EU-Parlamentet kan altså gøre en forskel, ligesom den faglige organisering er afgørende.

Selvom dette er blevet udråbt til en sejr for de faglige rettigheder, må vi forvente, at Kommissionen inden for kort tid genfremsætter havnedirektivet.

Kampen for faglige rettigheder starter med at opbygge en stærk fagbevægelse i alle EU-lande.

EU-Kommissionen har for nylig direkte anbefalet Danmark, at afskaffe den

populære efterlønsordning.

Det er helt uacceptabelt, at lægge dette pres på Danmark. 

EU skal ikke diktere vores velfærdsmodel eller konkrete ydelser.

Kun de danske vælgere skal ved folketingsvalg afgøre, hvordan vi indretter vores samfund.

Den danske regering skal overfor de danske vælgere sikre, at Kommissionen trækker angrebet på efterlønnen tilbage.

Vi har tidligere set Folketinget give efter for pres fra EU, og det ønsker vi ikke igen.

Den sag skal bringes på plads med et pålæg fra den danske regering til EU-Kommissionen om at trække anbefalingen tilbage.

Ellers bringer flere hundrede tusinde danske efterlønsmodtageres økonomiske tryghed i fare.

Udfaldet af sagen afhænger af næste topmøde d. 17.-18. juni, hvor ministrene giver hinanden håndslag på EU s nye beskæftigelses strategi.

Men vi kan ikke vente og risikere, at den danske beskæftigelsesminister sælger efterlønnen et par dage efter EU-valget d. 13. juni.

JuniBevægelsen kræver, at den danske regering omgående garanterer efterlønsordningen.

Valget til EU-Parlamentet d. 13. juni er ikke kun et valg om, højre og venstrepolitik.

Men også et spørgsmål om, at begrænse EU’s magt.

3 dage efter EU-valget vil EU’s statsledere på et lukket topmøde i Bruxelles beslutte vores fælles fremtid for 455 mio. mennesker: EU’s nye forfatning (grundlov).

De rent praktiske problemer i forbindelse med udvidelsen af EU anvendes som et påskud til indførelsen af en egentlig forfatning for EU:

- Det er en forfatning, der stadfæster en miljøgaranti – en miljøgaranti, der aldrig har været mere værd end det papir den er skrevet på.

- Det er en forfatning, der stadfæster landbrugsstøtten. En støtte, der holder EU´s landbrug på sprøjten og støtten – og er direkte skadelig overfor U-landenes mulighed for udvikling.

Selvom samtlige partier i det danske folketing ønsker at afskaffe støtten, ønsker alle undtagen Enhedslisten og DF forfatningen.

- Det er en forfatning, der afskaffer vetoretten på (29) nye områder, giver EU mulighed for at give sig selv magt og en forfatning, der er overordnet den danske grundlov?

Statsministrene kan uden at spørge os gøre skat og velfærd til fælles EU politik.

- Det er en forfatning, hvor magtfordelingen internt i EU entydigt ændres til fordel for de store lande. Det kaldes et ”effektivt samarbejde”.

EU’s effektivitet betyder at Holland, England, Irland, Belgien, Finland, Sverige, Polen, Estland, Letland, Litauen, Spanien, Portugal og Danmark, tolv lande i alt kan stemmes ned af to store lande som Frankrig og Tyskland.

Dette princip er direkte skadeligt for yderligere udvidelse af EU, med f.eks. Tyrkiet. For når store lande gives så meget magt bliver det svært, at få godkendt et stort land som f.eks. Tyrkiet som medlem.

Eller sagt på en anden måde – Mon Frankrig vil accepterer at blive stemt ned af Tyskland og Tyrkiet?

Derfor har JuniBevægelsen i EU-Parlamentet taget initiativ til en underskriftskampagne i alle EU’s 25 lande for folkeafstemning samtidig i hele EU om forfatningen.

Vi mener, at alle EU’s befolkninger skal have mulighed for at sige deres mening om EU’s udvikling.

Det er allerede ved at give resultat.

Det er nu besluttet at der skal være folkeafstemning i Portugal, Spanien, Luxembourg, Holland, Tjekkiet samt i Irland og Danmark ifølge grundloven.

Sidst har Tony Blair meldt sig på holdet.

I Polen er der samlet mere end 500.000 underskrifter der skal til for at spørgsmålet kommer på dagsordenen i det polske parlament. Om kort tid kan vi forvente at også Polen beslutter sig for at forfatningen skal til folkeafstemning.

Og snart kommer Frankrig med.

Samtidig er modstanden mod forfatningen stigende i EU befolkninger.

Der er gode udsigter til at dette vanvittige projekt bliver standset så et andet form for samarbejde i Europa kan komme på dagsordenen.

Det er helt afgørende at der bliver tale om fair folkeafstemninger.

Det skal gennemføres på sammen måde som valget til EU-parlamentet.

Her gennemføres valgene i alle lande indenfor få dage. Men ingen resultater offentliggøres før den sidste afstemning er afholdt.

Det er den eneste fair og demokratiske model for en folkeafstemning om EU-forfatningen.

Der er forlydender om at Lykketoft og Fogh har indgået en aftale om at den danske folkeafstemning skal udskydes til efter Englands.

Men kan vi vente andet fra Unions-tilhængernes side der vil gøre alt for at få forfatningen i gennem.

Derfor gælder det nu om at samle alle kræfter om kravet om en samtidig folkeafstemning i hele EU, så ikke de europæiske befolkninger bliver spillet ud mod hinanden.

Kort sagt, EU-forfatningen åbner op for en glidende magtoverførsel, hvor EU’s statsledere kan tilføre EU mere magt – uden at det kommer til godkendelse i de enkelte parlamenter, eller som ved folkeafstemningen som vi gør det i Danmark.

Vedtages forfatningen kan det være befolkningernes sidste demokratiske mulighed for, at sige deres mening om EU’s udvikling.

Der er behov for helt andet samarbejde i Europa.

Et fleksibelt samarbejde, hvor dagens ensretning byttes ud med princippet om foregangslande. Samarbejde er forudsætning for at løse alle grænseoverskridende problemer.

Et Europa hvor forskellighed ses som en styrke – landene skal ikke kun have ret til at gå foran, det er et princip skal fremmes.

Jeg har en vision om Danmark som foregangsland på miljø- og velfærdsområdet

En vision om et anderledes Europæisk samarbejde, hvor forskellighed anses som en styrke!

Det indebærer en konkret vision om en reel miljøgaranti, hvor landene kan være foregangslande og f.eks. opretholde et højere miljø- og forbrugerbeskyttelse end EU’s.

På samme måde ønsker vi en velfærdsgaranti, hvor landene kan fastholde deres velfærdsmodeller – velfærdsmodeller, der alle i deres forskellighed nyder stor opbakning internt i de forskellige lande.

Det kræver et radikalt brud med det indre markeds – et opgør med den kommende forfatning, der kræver yderligere ensretning af landene.

Kampen mod forfatningen – for en miljø- og velfærdsgaranti er én af samme kamp.

Ja til Europa. EU-forfatning, Nej tak.

Fortsat god 1. maj.