Ved etableringen af anlægget blev mulden rømmet af og lagt til side.
Underjorden, som mest består af sand blev sendt gennem en stor sigte en såkaldt ”power screner”, som sorterede sten fra sandet. Det harpede sand blev lagt tilbage igen i udearealet som et stenfrit lag til beskyttelse af membranen. Sigten blev anvendt på øen, fordi det ikke er rentabelt at købe sand og grus og sejle det til øen, løsningen vil dog også kunne benyttes andre steder og modvirke rovdrift på åse og sandlag i istidsaflejringerne.
Membranen lægges ud i et stykke, der dækker både bund og sider. Dette forebygger udsivning fra udearealets bassin, da samlingerne lettere kan blive utætte, hvis de svejses på stedet.
Ovenpå membranen lægges 10 cm harpet sand og dernæst en dug af ”Fibertex” for at forhindre skarpe kanter fra f. eks. muslingeskallerne i at skade membranen. Som drænlag lægges der herpå et 80 cm tykt lag muslingeskaller ud oven på. Der kan være 900 l væske i 1 m3 hele skaller, det er mange gange flere end sand kan indeholde. Det betyder, at der kan samles væske for en lang periode, og at den nemt kan pumpes op og køres ud, når afgrøderne har brug for væde.
Udearealet får en fast kant af brædder for at holde på skaller og halm. Stolperne skal holde indhegningen.
Ved hver sektion er der en inspektionsbrønd.
Hytterne løftes ind på de nystrøede udearealer. De smalle udearealer gør det nemt at holde med traktoren udenfor og løfte hytterne ind og ud.
Der står fire farehytter i hver sektion.
Kanterne forstærkes ved at lægge en membran ud langs kanten og fylde op med sand og den afrømmede muld. Den skrå kant får regnvandet fra vejen til at blive her i stedet for at løbe ned i udearealet og fylde bassinet op.