Status
Efter fravænningen, da pattegrisene var 5 ugers gamle, blev søerne flyttet til løbeafdelingen, mens smågrisene blev gående i de kendte hold på fire kuld til de blev solgt 10 uger gamle. Der blev muget ud efter to hold faringer, men det gav udbrud af diarré hos andet hold grise.
Betingelserne for afsætningen blev ændret, således at de fleste smågrise sælges udenfor øen, direkte efter fravænning, som 7 kg’s grise. De få grise,som sælges lokalt flyttes først til en fravænningsfold, hvorfra de sælges som 30 kg’s grise. På grund af fravænningsdiarré i farefolden, og det ændrede afsætningsmønster, drives udearealerne nu med tre faringer efter hinanden, hvor både søer og grise fjernes ved fravænning, der strøs op og sættes et nyt hold faresøer ind. Efter tredje hold faringer muges der i bund i det kontrollerede udeareal. Der fyldes efter med muslingeskaller og strøs godt op, inden folden tages i brug igen.
Produktionsresultaterne samles ind og gøres op af Danske Slagterier.
Der er blevet opstillet en vægt, som er taget i brug for beregning af massebalancen i udearealerne.
Faringerne i sommer, hvor pattegrisene fik lov til at komme ud i græsfoldene sammen med søerne, viste at det var svært at holde fravænnede grise på de kontrollerede udearealer trods elhegnet, når de først havde haft adgang til græsfoldene.
Kanterne om de kontrollerede udearealer kunne ikke alle holde til presset fra dybstrøelsen. Disse forhold gør det nødvendigt at ændre og forstærke kanterne i de nuværende udearealer. Desuden bør adgangen for de drægtige og diegivende søer til græsfoldene ændres i den forbindelse.
Denne restaurering af kanterne gør det nødvendigt at foretage en omprioritering af budgettet for 2003 ved at konvertere lønnen fra en VIP i 2003 og en TAP i 2004 til materialer. Ligesom de tilbageholdte midler fra 2002 søges hermed frigivet til formålet.
