Valgdagbog
Fredericia Dagblad har bedt mig føre dagbog for en enkelt dag her i valgkampen. Du kan læse den her.
Kl. : 6.00
Op og se mails igennem og de sidste opinions målinger. Jeg holder med Vilstrup og Megafon, her står vi stadig højt 3.1 og 3.2 % det er lige nok til mandat nr. 6 der kan falde i Vejle Amt, jeg glemmer hurtigt de målinger der dømmer Enhedslisten helt ude. Det ville jo være frygteligt, ikke alene for Enhedslisten men så mangler Lykketoft 4 ekstra mandater, og det politiske liv i Folketinget bliver fattigere uden vores visioner, resultater og vagthunde.
Kontrollere den mest dyrevenlige og brugervenlige hjemmeside www.hindrup.dk. Der har været en pæn stigning i antal besøg, som bliver opdateret hver nat. 360 har været inde på min hjemmeside i går, gennemsnittet for januar er 245 pr. dag og i januar total 6.874. Det ser lovende ud, en fin placering på søgemaskinerne suppleret med annoncer på Google virker. Jeg tror der er mange der følger valget på Internettet.
Alt imens kører morgen TV i baggrunden. En dårlig sag i Svendborg. Det er fint at lave spektakulære markeringer. Selv om Fogh har sendt Danmark i en ulovlig krig i Irak der har kostet 100.000 livet, og gjort Danmark til en besættelsesmagt, er det forkert at hindre ham i at tale. Det har der heller ikke været forsøgt på fra Enhedslisten af, men det er ikke det billede der opleves.
Samtidig med indtages en kande stærk kaffe med sukker, men uden fast føde, en rigtig dårlig vane der får frit løb i valgkampen.
Kl.: 9.00
Besøg på superslagteriet nord for Horsens.
Den østjyske Fælleslandboforening havde inviteret til rundvisning og landbrugspolitisk orientering.
Ingen af grisene havde lange haler. Alle haler, hver og én, var kuperet og en del havde alligevel halebid. På mit spørgsmål erkendte Landboforeningernes repræsentant at alle grise i dag bliver halekuperet. På et slagteri kan man se hvordan det står til med dyrevelfærden. I dyreværnsloven hedder det:
§ 4. Svin må ikke halekuperes rutinemæssigt.
Stk. 2. Pattegrise kan halekuperes inden for dyrets 2.-4. levedøgn, hvis der er dokumentation for, at der på bedriften er sket skader på haler som følge af, at kupering ikke er foretaget.
Alligevel bliver alle grise, undtaget økologiske og frilandsgrise anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, systematisk halekuperet. Bogstaveligt talt tilpasses dyrene staldsystemerne i stedet for at tilpasse staldene til dyrenes behov. Hale kupering og hale bid er et tegn på at det står skidt til med Dyrevelfærden. Det skal ændres. Jeg vil i Folketinget stille forslag om at der skal være registreringer og indberetninger på alle slagterier af halekupering og hale bid. Alle leverancer med halekupering og halebid skal have økonomiske konsekvenser, f.eks. fra drag i landbrugsstøtten.
Kl.: 13.00
Telefonsvareren aflyttes. Dagsordenen til møder i Husdyrudvalget og forsøgsdyrsudvalget i Dyrenes beskyttelse skal på plads. Vi er ved at tilrettelægge en kampagne til 2 mio. kr. hvert år for vores nye mærke "anbefalet af Dyrenes Beskyttelse" som kommer på kød fra økologiske og frilandsgrise.
Resten af dagen bliver bag computeren.
Jeg vil lave et udspil om bedre dyrevelfærd og afvikling af dyreforsøg. Det er på tide det kommer på dagsordenen i valgkampen.
Jeg skal have lavet en personlig folder færdig som skal bruges i valgkampens slutspurt, og der skal flere artikler på hjemmesiden og til pressen.
