Flere hænder - nej tak!
”Flere Hænder” er blevet et mantra i valgkampen. I dag behandler vi symptomerne, men det er skruen uden ende at skaffe arbejdsdueligt personale nok. Fortsætter vi på den måde, vil halvdelen af befolkningen rende rundt og behandle og pleje den anden halvdel, til sidst må vi vifte de døde på kirkegården om næsen med skattelettelser for at få arbejdskraft nok(!)
Vi vil sætte fokus på årsagerne til livsstilssygdommene, de skyldes forurening, gift i fødevarerne og fejlernæring. Vi vil skabe et bedre liv og en alderdom, hvor behov for hjælp er undtagelsen. Vi vil fordele arbejdet, så vi får mindre stress og nedslidning. Vi vil årsagerne til livs, så der bliver behov for ”færre hænder” og mere tid.
Økologisk sundhedsfremme - forebygger og helbreder.
Økologi er en konstruktiv og effektiv strategi, når det gælder at bekæmpe forureningen og fremme en sund levevis og ernæring. Det interessante er, at den økologiske strategi ikke blot er effektiv som sundhedsfremme, men også harmonerer fint med f.eks. reduktion af klimagasser, øget global lighed og bedre dyrevelfærd.
Den økologiske strategi skal fjerne den sundhedsskadelige eksponering vi dagligt udsættes for, og sikre en sund ernæring, der ikke blot forebygger, men som det begynder at vise sig også har helbredende virkning.
Det er for længst vist at en grøn, grov og økologisk kost beskytter os mod de store folkesygdomme: sukkersyge, hjertekar sygdomme, kræft og allergier. Det regnes bare for så svært at omlægge sin kost, at muligheden tit overses. Tilbud om en By-pass operation regnes for noget nemmere.
Spis økologisk, helt, friskt fra årstiden, en varieret plantebaseret ernæring. Animalske proteiner (kød og især mejeriprodukter) skal være en delikatesse (højst 10% af kalorierne), og har du en diagnose for en af livstilssygdommene så undgå helt kød men især mejeriprodukter.
Enhedslisten vil sørge for, at vi fra barns ben lærer sund kost at kende. Børn skal tilbydes gratis sund, økologisk mad i skoler og daginstitutioner. Den sunde, økologisk kost skal gøres forholdsvis billigere og tilgængelig overalt i samfundet. Det bliver den, når ”forureneren betaler princippet” indføres. En løsning der er sundere for landbruget end støtteordninger.
Vi skal have fællesskabet tilbage, også i alderdommen. Der skal bygges velbeliggende olde-koller, hvor folk kan bevare en omgangskreds og et fællesskab om praktiske ting og derved udskyde det tidspunkt, hvor man er afhængig af hjælp til det praktiske.
El skal sikre miljøvenlig transport
Busser, tog, lastvogne og biler skal køre på el, dermed løser vi 6 problemer på en gang:
- Vedvarende energi kan også bruges i transportsektoren.
- Ingen partikler og smog vil spare op til 4000 danske liv om året.
- Brændstofeffektiviteten fordobles.
- CO2-besparelser der siger spar 2.
- Mindre trafikstøj på gader og i boliger.
- Man kan oplade med den strøm, der bliver lavet af vindmøller om natten, uden først at skulle lagre den.
30 timers arbejdsuge. Lad os bruge den nye teknologi til at automatisere det kedelige arbejde, det betyder mindre pres på daginstitutioner, mindre stress og bedre familieliv. Vi opfordrer fagbevægelsen til at forhandle om 30 timers arbejdsuge.
Alt i alt vil det konsekvente fokus på at fjerne årsager til sygdom, stress og nedslidning betyde, at vi har arbejdsduelige hænder nok.

Dokumenter
Download som PDF: side 1 og side 2.

printervenlig version