Olieforurening: Opret en international miljødomstol - EU er for lille til opgaven
- Kan man forestille sig sit lands flag ændret til et gadekryds mellem EU-flaget og det normale flag? De fleste vil nok sige nej. Ikke desto mindre er det, hvad et udvalg i EU-parlamentet foreslår i en betænkning, der indgår i et ellers alvorligt emne om olieforurening, siger Bent Hindrup Andersen.
- Betænkningen foreslår at alle skibe i EU skal forsynes med flag, hvori EU-symbolet, med de 12 gule stjerner på blå baggrund, i øverste hjørne af de nationale flag.
- Det grinagtige forslag viser, hvad de forskellige betænkninger om olieforurening i al for høj grad handler om: Fremme af euro-nationalismen.
Forslagene blev debatteret i EU-parlamentet i dag og stemt om i morgen.
- Olieforurening er grænseoverskridende i ordets egentlige forstand. Olieforurening hverken begynder eller standser ved EU's ydre grænser. Derfor er EU for lille til at løse opgaven med at straffe synderne bag olieforurening. Når EU-kommissionen alligevel foreslår fælles EU-strafferet på området, er det blot et led i EU's statsdannelse.
- JuniBevægelsen advarer mod at give Unionen nogen form for strafferetlig kompetence. Det vil blive brugt som murbrækker til at udvide Unionens kompetence på bekostning af de enkelte landes retssystemer. JuniBevægelsen foreslår i stedet at der oprettes en international miljødomstol, i stil med den internationale straffedomstol i Haag, siger Bent Hindrup Andersen.
- JuniBevægelsen stemmer ligeledes imod EU-kommissionens forslag om at fremme udflagning til bekvemmelighedsregler til søs. Vi kan ikke acceptere at EU gør hvad man kan for at lette udflagning, hvor formålet alene er at undergrave foregangslandes aftaler om løn, arbejdsforhold og sikkerhed. Ved at sejle under EU-bekvemmelighedsflag unddrager rederne sig også moms og skatteregler, der finansierer velfærdssamfundet.
TALE I EU-PARLAMENTET VEDLAGT NEDENFOR
----------------------------
Tale af Bent Hindrup Andersen(EDD) 12.1.04, til betænkning af Peter Pex om sanktioner for ulovlig olie forurening, Bernhard Poignant om udflagning af skibe og EU symboler.
Ulovlig udledning af olie fra skibe er et stort problem for de danske farvande.
Der er ikke alene tale om forurening af havet til skade for fiskeriet.
Ofte driver olien i land og forurener vores dejlige strande.
Der skal etableres anlæg på havnene, så spild-olie nemt kan afleveres.
Dette bør finansieres ved en generel havneafgift, så der ingen fortjeneste er ved at udlede olien i havet i stedet.
Kommissionen foreslår nu, at straf for ulovlig udledning skal overføres til EU ret.
Ulovlig udledning skal straffes.
Ulovlig udledning i dansk farvand skal straffes efter dansk ret.
Ulovlig udledning i internationalt farvand skal straffes ved en international miljødomstol.
Kommissionen foreslår, at der oprettes en EU-kystvagt til at jagte lovbryderne.
I Danmark varetages overvågningen og sporing af forureneren af fly stillet til rådighed af militæret.
Vi har altså hverken brug for EU ret eller EU kystvagt med tilhørende byrokrati.
Vi ser derimod gerne at EU tager initiativ til en international miljødomstol i FN regi.
Kommissionen foreslår samtidig at fremme udflagning af skibe ved at inddrage passagerskibe under eksisterende lempeligere regler, samt ved at indskrænke den såkaldte karantæneperiode.
Udflagning undergraver foregangslandenes aftaler om løn, arbejdsforhold og sikkerhed.
Rederne unddrager sig også moms og skatteregler, der finansierer velfærdssamfundet.
Det er uacceptabelt.
Til sidst er der et grinagtigt forslag om at skibenes flag skal have EU symbolet, med de 12 gule stjerner på blå baggrund, i øverste hjørne af de nationale flag.
Vi kan desværre ikke støtte nogen af forslagene - om igen.
