I disse dage kan vi læse hvordan EU-tilhængere præges af 'forfatnings-sygen'. Forblændet af de fine ord i EU´s nye forfatning, argumenterer de helt ukritisk for 'de nye fremskridt i EU'. Dette understreges af Karin Riis Jørgensens indlæg her i avisen (Horsens Folkeblad d. 21/11) om 'Charter for grundlæggende menneskerettigheder', som ligger i forfatningsudkastet. Karin Riis-Jørgensen forklarer, at 'det er et meget vigtigt signal'. Her har hun fat i det rigtige! Men tro nu ikke, at vi er enige.

I stedet for at tilslutte sig den Europæiske Menneskerettighedskonvention har man i EU valgt at kopiere teksten ind i den ny forfatning. Den fremgangsmåde giver alvorlig grund til bekymring.

Forskellen er, at EU´s domstol i fremtiden vil komme til at dømme i sager om menneskerettighedskrænkelser, hvor det nu er den uafhængige Europæiske Menneskerettigheds-domstol i Strasbourg, der har denne kompetence. Men som beskrevet i forfatningen og tidligere traktater, så har EU domstolen mange andre opgaver end lige at sikre menneskerettighederne. Domstolens opgaver er, at fremme EU-integrationen, varernes frie bevægelighed samt EU's generelle mål.

Dette illustreres af et eksempel fra 1997, hvor EU-domstolen dømte Frankrig for ikke at have grebet hårdt nok ind overfor strejkende chauffører, som blokederede for varernes frie bevægelighed. Dette er et eksempel, hor EU-domstolen vejede hensynet til markedet tungere end f.eks. de faglige rettigheder.

Ingen ved endnu hvilke hensyn, der vil veje tungest, når EU-domstolen skal til at dømme i menneskerettighedssagr.

Lige så kritisk er det, at Chartret i EUs nye forfatning også indeholder bestemmelser, der intet har med at gøre med Menneskerettighedserklæringen.

F.eks. kan man finde en definition af europæiske partier, som hedder 'dem der udtrykker unionsborgernes politiske vilje'. Underforstået: I modsætning til alle de regionale partier og bevægelser, der ikke accepterer EU´s dagsorden. Desuden skal kun disse europæiske partier have økonomisk støtte, hvilket ville være en voldsom favoritisering af de få store europæiske partier.

Tillige er afsnittet om 'beskyttelsen af intellektuel ejendomsret' noget nyt i fht. menneskerettighedserklæringen. Men at EU ønsker at beskytte intellektuel ejendomsret er imidlertid ikke noget nyt. EU har sammen med USA meget aktivt presset på for at sikre denne form for ejendom gennem WTO, især i sagen om patientrettigheder på medicin. Hvem husker ikke retssagen mod danske Novo og Lundbeck, der lagde sag an mod fattige afrikanske lande, der var tvunget til benytte billig kopimedicin. Med den intellektuelle ejendomsret kan der tages patent på stort set alt, f.eks. gener og planter. Multinationale firmaer fra den nordlige halvkugle ejer i dag ca. 90% af alle patenter, hvilket giver dem et uhyggeligt stært instrument til at kontrollere udviklingen i resten af verden. Dette hører ikke hjemme i en menneskerettighedserklæring - snarere i et katalog over forbrydelse mod menneskeheden.

Menneskerettigheder er ikke noget der kan eller skal begrænses til kun at gælde i en enkelt stat eller et afgrænset område. Derfor er der god fornuft i at lade en uafhængig domstol - Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg - tolke og dømme efter Menneskerettighederne.

EU opfører sig som en stormagt der ikke vil risikere at skulle blive irettesat af nogen udefra.

Chartret om grundlæggende menneskerttigheder er et positivt signal det er de færreste, der er uenige i dette.

Men EU kunne opnå den ønskede sikring af borgernes rettigheder ved at tilslutte sig den Europæiske Menneskerettighedskonvention, istedet skaber man en situation med juridisk usikkerhed og justerer de grundlæggende rettigheder efter egne behov.

At flytte kompetencen til at dømme i menneskerettighedsager til EU´s domstol er endnu et led i udviklingen af EU til en egentlig stat - en situation som befolkningerne i Europa og herhjemme ikke ønsker.