Stop den grænseløse dyremishandling
JuniBevægelsen har fået et nyt medlem af EU-parlamentet. Bent Hindrup Andersens mærkesager bliver landbrug, miljø og dyrevelfærd, hvor han er fagligt særdeles kompetent og erfaren. Bent Hindrup Andersen begynder sit nye job i denne uge ved EU-parlamentets samling i Strasbourg - og udsender her sit første politiske ugebrev for JuniBevægelsen.
Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde med spørgsmål som dyretransporter, miljøgarantien og landbrugsstøtten - og opgaven med at få en ny, alternativ økologisk aktionsplan på dagsordenen i EU-parlamentet.
Jeg fortsætter som bestyrelsesmedlem af Dyrenes Beskyttelse i Danmark. Jeg forbliver ligeledes i Dyrenes Beskyttelses husdyrudvalg, hvor jeg i øjeblikket er med til at tilrettelægge en kampagne imod de helt unødvendige dyretransporter, kaldet 'dyrevelfærd til det sidste'.
Det bliver en kampagne i Dyrenes Beskyttelses regi, i samarbejde med alle andre dyreværnsorganisationer i Europa. Jeg ser frem til at jeg via mit medlemskab af EU-parlamentet kan give kampagnen yderligere gennemslagskraft'.
Transporten af levende dyr fik for alvor et skub i den forkerte retning i begyndelsen af 1990'erne, da regler herom blev gennemført i forbindelse med det indre marked. Tremmekalve og smågrise er i dag blevet daglige gæster på EU's motorveje som følge af disse regler.
Mit helt særlige perspektiv vil være at understrege nødvendigheden af at få indført retten til veterinære grænser, som er det eneste effektive middel til at begrænse dyretransporternes omfang. Siden ophævelsen af de veterinære grænser, er dyretransporterne eksploderet i omfang - der er tale om en grænseløs dyremishandling. I Danmark har dette betydet en eksport af tremmekalve til Holland i et omfang af op til 65.000 kalve om året - ud af en produktion på 400.000 dyr'.
De såkaldte sødmælkskalve, som tremmekalvene også kaldes, er en produktionsform, der er forbudt i Danmark. Kalvenes foder bliver støttet i EU med op til 3 mia. kroner årligt - foder, som giver kalvene livslang diarre - og selv om EU har besluttet at dette er en uacceptabel produktionsform, der skal udfases, så fortsætter støtten.
Antallet af kalve der eksporteres, er i dag nede på 30.000, blandt andet fordi der opdrættes flere tyrekalve til slagtekalve i Danmark. En udvikling der er understøttet at arbejdet i Dyrenes Beskyttelse. Økologerne har frivilligt forbud mod eksport af deres tyrekalve til Holland. Men med antallet af tremmekalve til eksport er faldet til 30.000, er der stadig tale om grænseløst dyrplageri.
De 30.00 danske tremmekalve er kun ét eksempel på det grænseløse dyrplageri - andre kender man fra TV, hvor heste under helt urimelige forhold sendes til det sydlige Italien for at blive slagtet, og over 1 mio. smågrise rejser årligt rundt i Tyskland som turistgrise, for at finde det sted hvor man kan få den bedste pris for dem. Mishandlingen skal standses, og det kan blandt andet gøres ved at tillade landene at genindføre de veterinære grænser.
Med et udvidet EU bliver det fuldstændig umuligt at kontrollere dyretransporterne - derfor vil jeg foreslå at retten til at indføre veterinære grænser bliver omfattet af den nye traktat.
